Aventurin

Æg, slebet af rød Aventurinkvarts. Man kan sige, 'aventurin' er mere et fænomen end en sten. Man har både aventurinkvarts og aventurinfeldspat, men aventurinkvarts er hyppigst i smykker. Både Kvarts og feldspat kan have indeslutninger af små, tynde blade af andre mineraler - typisk et glimmer-mineral, Hæmatit eller måske en chlorit.
De små blade - typisk 0,1-1 mm på tværs - kan være farvede og reflekterende. I feldspat ligger de typisk parallelt med en spalteflade, så aventurinfeldspat har ofte et imponerende skin, men kun een retning. Bladene er derimod mere tilfældigt orienteret i aventurinkvarts og aventurinkvarts fremstår derfor mere ensartet og ofte med en tydelig farve.

Sådan så Verden ud i gamle dage: Tynde, farvede blade, indesluttet i Kvarts eller feldspat = Aventurin-ditto. Begreberne er i praksis gledet en del og man anvender ofte betegnelsen 'aventurin' om især forskellige former for Kvarts, farvet af indeslutninger, uden hensyn til om de er blad-formede og giver et skin. Det gør ikke så meget - det er stadig flotte sten - men det forvirrer begreberne.
Vi kender følgende 'aventuriner' i almindeligt brug i smykker:


Blå Aventurinkvarts: Blå Aventurinkvarts dukkede op på markedet i 1990erne og kommer fra Madagascar. Det er ikke en aventurin i klassisk forstand, men derimod en finkornet kvartsit - groft sagt en grå sandsten - med mange korn af blå Lazulit. Lazuliten findes både koncentreret i tynde årer, som løber gennem stenen og spredt som enkelte korn. Lazulit er en phosphat og må ikke forveksles med Lazurit, det blå mineral i Lapis Lazuli, som ikke kan forekomme sammen med Kvarts.

Grøn Aventurinkvarts: Dette er den hyppigste aventurin, som anvendes i smykker og den svarer kun nogenlunde til den klassiske definition af aventurin. Kvartsen farves grøn af et grønt mineral - måske et lermineral, måske en finkornet chlorit - jeg ikke kan identificere. Derudover findes lag af spredte, mere eller mindre parallele glimmer- plader i Kvartsen. De giver et vist spil i stenen, men selvsagt kun set fra een retning. Stenen har ofte mange små revner, partier kan næsten have karakter af sandsten med tæt sammenvoksede korn, som også giver et vist spil, men farve og spil skyldes altså forskellige indeslutninger. Grøn aventurin kommer fortrinsvis fra Indien.

Rød Aventurinkvarts: Dette er et nyt materiale, som endnu ikke anvendes til smykker, men som virker meget lovende. Farven varierer fra murstensrød til umættet bordeaux og skyldes formentlig indesluttede ler-mineraler.

Solsten: Endelig en aventurin uden modifikation og så kaldes den noget andet! Klassisk solsten er feldspat, ofte Oligoklas, med parallele plader af Hæmatit. Pladerne er oftest kobber-farvede og har et flot metallisk skær. Den klassiske nordiske lokalitet ligger i Havredal (Bamble, Telemark Fylke, Norge), men glimrende materiale forekommer også i Malawi og Indien.

Denne side er skrevet og vedligeholdt af Claus Hedegaard